mandag den 15. september 2014

Tøjvalg

Violen går for tiden (heldigvis!) meget op i at lægge tøj frem, som hun skal have på næste dag, for så selv at tage det på når hun står op. I weekenden sker det som ofte inden de gamle B-mennesker står op. I dag var jeg dog oppe - og kunne ikke lade være med at blande mig:

Far: "Viola du behøver ikke skifte underbukserne, da du jo fik rene på inden du skulle i seng."
Efter lidt ping-pong frem og tilbage:
Violen: "Far, jeg tager altså de her underbukser på.... Jeg gider ikke diskutere det!!"

onsdag den 10. september 2014

Et lille guldkorn

I dag kiggede hun op på mig og sagde: "Mor? Du er en god ide".
Det faldt på et tørt sted...

torsdag den 21. august 2014

Filosoferen over næsten fire

Der blev tænkt, belært og ikke mindst bare snakket meget ved aftensmaden. Jeg ville egentlig bare gerne spise og småsnakke ind imellem, men Viola var oppe på den store klinge, og skød facts om dyr (lillenørd igen-igen-igen) af sig. Så snakkede hun om ribben og alder og alt muligt andet på en gang. "Jeg bliver snart fire år!", konstaterede hun. Og med let sammenknebne øjne, koncentreret udtryk og hænderne op mod brystet sagde hun så: "Mor, det er ligesom jeg kan mærke fire år synke ind i kroppen..."

Det er tidligt, at alderen trykker ;-)

tirsdag den 5. august 2014

Mere om tegning

Jeg elsker altså bare hendes tegninger.
Her er "En blind pige med førerhund":

Og "Ballerina med en pose mel. Og en sol":


mandag den 28. juli 2014

Tegnetrold

Lige for tiden synes jeg det er så fantastisk at se Viola tegne. Jeg smelter lidt indeni når jeg ser hendes persontegninger. Det er noget med store hoveder, laaange arme og fem mere eller mindre kæmpe fingre på hver hånd. Som dette selvportræt i badedragt.

Eller som her: "Mor der er faldet i en kloak med Karius og Baktus"

Men hun er også begyndt at tegne efter ting, og jeg må tilstå, at jeg blev så stolt over at se hende tegne lamper på en restaurant i går på vej hjem fra ferie.



torsdag den 17. juli 2014

Folk

Sommeren er kommet tilbage, så det var tid til et koldt glas lokal hvidvin i haven.
Efter en lille skål var violen lidt ivrig med at hjælpe sin far med at føre glasset op til munden:

Far: "Forsigtig Viola - man må altså ikke skubbe sådan til folk, der er ved at drikke af et glas!"
Violen: "Folk?... Du er da ikke folk, far! Folk det er sådan nogle, der bor i andre huse og som vi ikke kender!"

Tja - så er den definition også på plads.

fredag den 11. juli 2014

De store snakke

I dag har vi været omkring et par af de store snakke.

Først på dagen malede Viola en sparegris. Den blev mest sort, for den havde taget mudderbad. Undervejs fik vi så en snak om penge, for hun var helt med på, at den helst skulle fyldes med netop det. Jeg forsøgte derfor at forklare om konceptet at spare op, tjene penge og så videre. Viola mente selvfølgelig, at vi forældre bare kan putte penge i hendes sparegris, og det er jo egentlig også rigtigt. Hun ønsker sig i øvrigt et såkaldt brydeslør ;-)

Senere kom det gode spørgsmål: "hvordan laver man egentlig en giraf?"
"Hm... tjaeh..." sagde jeg først. Og dernæst noget i retning af: "Hun- og hangiraffen parrer sig. Det vil sige, at de gør noget sammen med deres tissemand og tissekone, og så kommer der noget ind i hungiraffens mave. Sådan bliver den gravid, og så gror der en lillebitte babygiraf frem i hungiraffens mave." Som sagt: sådan cirka lød det...

Her til aften viste hun stolt sin nymalede sparegris frem for far, og jeg spurgte hende, om hun så også kunne fortælle far, hvordan der kommer nye grise. Svaret lød: " De sparrer sig!!"