Besværligt barn

Det var nu ikke så lang tid vi gik 'op og ned ad hinanden' her til eftermiddag. Der var vel en to timer imellem Viola blev hentet fra børnehave og til vi skulle til julefest dernede. Men... det var intenst lydfyldte timer, hvor munden ikke stod stille på barnet. Og hver anden sætning startede med et: "Moar...?".

Midt i en talestrøm om stærke myrer, nisser, hvor kedeligt praktisk tøj er og jeg ved ikke hvad, vendte min lille skønne datter sig mod mig og sagde: "Moar...? Det er RET besværligt at have et barn, ik?"
"Jo, DET er det!! Og helt vildt fantastisk vidunderligt dejligt! Mest dejligt!". Og så blev hun krammet og kysset og grinet ad, for hun var sgu ret skæg.

Karius og Baktus

Hun undrede sig her til morgen:
"Mor? Det er da underligt... Jeg spyttede Karius og Baktus ud i kloakken i går, og nu er de her igen??"

Skal man så grine eller græde?

Det er blevet til et par knubs i dag. Bo er kommet til at slå et stort rødkål ind i ansigtet på Viola, han har banket sit knæ op i hendes hage og Viola og jeg er er løbet ind i hinanden. Den slags småting der sker, når man har det sjovt!

Viola er ikke helt nået til at forstå, at vi ikke gør den slags med vilje, men at det bare sker som uheld, så hun kan blive ret sur oveni at blive ked, når det gør ondt. Det skal være nogens skyld. Nu kunne jeg egentlig godt få den tanke, at det lige i dag måske ikke var mig, der var indblandet i de værste af uheldene... Men det var alligevel mig, der på et tidspunkt fik disse ord med på vejen fra en hylende og vred viol, efter vi var stødt sammen: "Jeg ville ønske det var MOR, det gjorde så ondt på!!!"

Bestemt!

Violen: "Mor, jeg vil så gerne være dig!"
Den stolt, smilende mor: "Nåh - hvorfor vil du gerne det?"
Violen: "Jeg vil bare gerne bestemme!"

Så hører man sine egne ord

Vi har været på tur til Heidi-land med mormor i dag. Skøøøøn tur med solskin til de flotte bjergudsigter.

 På vej hjem i bilen gik violen straks ombord i sin slikpose, men hun var dog så sød at dele lidt ud. "Adw, den kan jeg ikke lide! Her!!" Men også: "Mor, vil du have et snørebånd?"
Til det svarede jeg blot "Naaarh.. har du ikke noget andet?" Og så var det som om, at jeg hørte et lille ekko i bjerglandskabet, da Viola sagde: "Der er kun snørebånd, ikke noget andet. Mor, hvad vil du have jeg skal gøre?? Jeg kan jo ikke trylle!!"

De vigtige ting husker man

Jeg overhørte sådan cirka denne lille dialog i går imellem Viola og Bo.

V: "Far kan du huske da jeg fik de her guldsko? Jeg hylede og hylede og hylede... Så fik jeg dem. Så det virkede jo!"

Far: "??!"

Og episoden, som  snakkede om ligger vel at mærke et år tilbage, men den har åbentbart været vigtig for hende at huske.

Snart stor pige

Hvad kan man forvente af en lille pige, der ikke engang kunne vente på sin egen fødsel før hun blev født? Hun vil bare fremad, den skøre viol. Ved sengetid snakkede vi lidt om den snarlige fødselsdag, og med oprigtig spænding og frydefuld stemme sagde hun, at hun glædede sig sådan til at blive voksen! "Men mest, mor... MEST glæder jeg mig til at blive en stor skolepige! Mor, kan du ikke godt se, at jeg begynder at ligne en stor skolepige!"
Og jo... jeg kan godt se det. For om lidt bliver hun jo fire, og inden hun fylder fem skal hun allerede starte i "børnehaveklasse". Jeg kan ikke helt følge med her...