Viola er det mest underfundige barn jeg kender. Men nu kender jeg hende selvfølgelig også ret godt.
I morges sad hun lettere morgenmut og sårbar og blev sig selv i fars favn (jeg kender hende godt nok til ikke at nærme mig for meget de første 10 minutter). Med forsigtig og lidt hemmelighedsfuld stemme fik han fortalt, hvad den lille pige havde drømt i nat: "..... Jeg drømte, at træerne var sprunget ud! Drømte du også det, far??"
Hvad mon hun drømmer nu - i en sjælden middagslur?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar