onsdag den 30. januar 2013

Mælk

Morgenmaden er på bordet. Violen kravler op på sin stol og gør sig klar til angrebet. Mælken kommer på bordet.
Violen : "Det er min!" - ja, det er lidt af en standard i disse dage.
Hun får mælkekartonen - tager den med begge hænder, ryster den og udbryder med udspilede øjne: "Hvad pokker!! Der er mælk!".... "Det er milch!"....

Jeg har lært hende at sige mælk på tysk - men jeg ved ikke, hvor hun har det første fra...

mandag den 28. januar 2013

Lidt snyd

Man kan jo indoktrinere sine børn til alt muligt, og ikke alt er store genistreger fra de små papegøjers mund. Jeg skal være den første til at indrømme, at vi har trænet lidt med følgende udsagn fra violen, og at det derfor er lidt snyd. Men så alligevel; det er flere dage siden vi sidst har sagt sætningen til hende, men her til aften stod hun pludselig og trommede sig selv let på læben mens hun sagde: "Jeg tænker, altså er jeg". Det er såmænd filosoffen Descartes berømte udsagn, og det lyder meget gammelklogt hos sådan en lille pige - og ret sødt, synes vi.

torsdag den 24. januar 2013

Julemanden

Der er ingen tvivl om, at Viola tog julen til sig sidste år. Hun har snakket meget om nisser, julemanden og gaver. Heldigvis har hun godtaget forklaringen om, at julemanden har lagt sig til at sove i sit hus (og hun så jo selv huset ude i skoven, da vi var på tur med Henri og Jasmin), og at han først kommer frem igen til næste jul. Dog er hun lidt ængstelig ved, at han bare ligger der og sover, så hun siger: "Så vågner, så laver gaver!" - altså; nogle gange vågner han lige op og laver lidt gaver.

 Næste jul har vi forklaret med, at der er laaaaang tid til, og at det først skal blive sommer, hvor man bader, og så vinter igen. Det har Viola lidt sværere ved at forstå, så nogle gange snakker hun om, at vi skal bade, og SÅ kommer julemanden!

Alt i alt er januar dog ikke blevet så hård mht. afvænning af jul og gaver, som frygtet. Men julemanden spøger stadig og "dukker op" de særeste steder. I morges snakkede Viola om dengang hun blev født, hvilket hun ofte gør, for den historie synes hun efterhånden er rigtig spændende.
Viola: "Så blev født... var inde i fars mave".
Mor: "Aaarh, inde i mors mave. Men da du kom ud...".
Viola: "... op til far! Og så gik ned ad trapperne. Så kiggede Viola lige... på JULEMANDEN!!"
- Sagt med allerstørste begejstring.

onsdag den 23. januar 2013

Tænker

Havregrøden er kogt, den alt for langsomme afkøling er overstået og violen er glædeligt gået i gang med at fiske efter tranebærrene... Så er der lige tid til at stryge en skjorte!

- Violen - kort tid efter: Farmand...Faaaarmand....FaaaaarMAND.....FARMAND!!

Farmanden stiller strygejernet for at løbe op og se, hvad der er på færde.

- Violen - med pegefingeren let trommende på læberne: Jeg tænker!

Tja, det er da dejligt at blive tilkaldt til sådan et stort øjeblik!

lørdag den 19. januar 2013

Tis

Mor synger morgensang: 
God morgen sol, god morgen morgensol
Som skinner ned på bellis og viol
Og ned på Jens og Karl de frække fyre
Der står og tisser på en tissemyre!

Violen: Neeej mor - tisse ude på toilettet - det er meget bedre!

To år og gammelklog...

torsdag den 17. januar 2013

Trylleri

Dagens Viol skal være en samling af sprogblomster fra Viola. De har sprunget ud med stigende hast og nu er det på høje tid at få dem plukket og lagt i pres!

Det er altid godt at starte med noget magi - og det var lige præcis, hvad vi havde i huset i søndags ved frokosttid:

Violen: JEG VIL OOOOSS' HA' ET ÆG!
Mor: Ja, ja, Viola - jeg er sikker på at far også har kogt et æg til dig!
Far - efter at den uendelig lange afkølingsproces var overstået: Værsgo' Viola, kan du forsigtig bære det over til bordet og pille det?
Violen: Ja, kan selv!
To skridt senere glider ægget ud af de små børnehænder ned på fliserne - krasssh...
Violen - med store øjne og en smule overraskelse og en del stolthed i stemmen: Nøjj - JEG KAN TRYLLE!!

Ja, ingen grund til at græde over spildt mælk eller knuste æg!