lørdag den 22. november 2014

Skal man så grine eller græde?

Det er blevet til et par knubs i dag. Bo er kommet til at slå et stort rødkål ind i ansigtet på Viola, han har banket sit knæ op i hendes hage og Viola og jeg er er løbet ind i hinanden. Den slags småting der sker, når man har det sjovt!

Viola er ikke helt nået til at forstå, at vi ikke gør den slags med vilje, men at det bare sker som uheld, så hun kan blive ret sur oveni at blive ked, når det gør ondt. Det skal være nogens skyld. Nu kunne jeg egentlig godt få den tanke, at det lige i dag måske ikke var mig, der var indblandet i de værste af uheldene... Men det var alligevel mig, der på et tidspunkt fik disse ord med på vejen fra en hylende og vred viol, efter vi var stødt sammen: "Jeg ville ønske det var MOR, det gjorde så ondt på!!!"

torsdag den 13. november 2014

Bestemt!

Violen: "Mor, jeg vil så gerne være dig!"
Den stolt, smilende mor: "Nåh - hvorfor vil du gerne det?"
Violen: "Jeg vil bare gerne bestemme!"

lørdag den 1. november 2014

Så hører man sine egne ord

Vi har været på tur til Heidi-land med mormor i dag. Skøøøøn tur med solskin til de flotte bjergudsigter.

 På vej hjem i bilen gik violen straks ombord i sin slikpose, men hun var dog så sød at dele lidt ud. "Adw, den kan jeg ikke lide! Her!!" Men også: "Mor, vil du have et snørebånd?"
Til det svarede jeg blot "Naaarh.. har du ikke noget andet?" Og så var det som om, at jeg hørte et lille ekko i bjerglandskabet, da Viola sagde: "Der er kun snørebånd, ikke noget andet. Mor, hvad vil du have jeg skal gøre?? Jeg kan jo ikke trylle!!"