mandag den 29. juli 2013

Så sandt som sagt

Vi skulle lige have børstet de der tænder her til formiddag, og selvom det sjældent er med store problemer, så kan det godt være svært for en violsk krudttønde at holde sig i ro så længe.
Mor: "Lig nu stille, Viola!"
Viola: "Jeg er jo levende, mor!!!"

Ja... Så sandt, så skønt, så rigtigt.

mandag den 15. juli 2013

Lidt apropos slutkommentaren til forrige indlæg...

Vi var i legestue i dag. Det var en god dag. Alle børn så ud til at hygge sig rigtig godt, og vi hang ud på legepladsen i mange timer. Det var varmt og så skal der jo noget væske igennem systemet. Det korte af det lange er, at jeg havde Viola med inde på toilettet, og netop som jeg satte rumpetten i sædet strakte min lille datter hals hen langs kummen og kom med denne beundrende kommentar: "Nøøøøj. hvor har du store baller, mor!!"

Jeg takkede pænt for komplimenten.

søndag den 14. juli 2013

Tyggegummi

Violen kommer løbende ind til far og mor og åbner stolt munden for at vise et friskt stykke tyggegummi.
Moren: "Hvor har du det fra?!"
Violen - med et frækt smil: "Din taske!"
Moren: "Viola! Det ved du godt du ikke må"
Violen: "Jamen, jamen.... Det er bare fordi vi er så gode venner!"

...fedterøv!

lørdag den 13. juli 2013

Ret sødt

Vi var på rigtig familietur i dag. Destinationen var en zoologisk have, som vi havde hørt så godt om: Knies Kinderzoo. Om den kan egentlig skrives rigtig meget godt, men her er blot en lille "dagens viol" fra da vi skulle købe lidt drikkevarer med til turen.

Det var en meget lokal lille købmand vi havde drejet ind hos, og Viola kørte rundt med sin lille børneindkøbsvogn. Det var derfor ret naturligt at lade hende betale ved kassen og tage imod byttepengene. Det gik rigtig fint, og købmanden kunne vist også godt se charmen ved vores lille pige. Så han rakte en stor kurv med bolcher hen til Viola, som raskt tog imod HELE kurven! Og her er det lidt svært at beskrive hendes attitude, som både var flabet og naivt godtroende. Men hun var i hvert fald helt frisk på at vade ud af butikken med 100 bolcher! Meget violskt.