Gammelklog om gammel kunst

Så er vi på vej til Colmar.
I går kiggede Viola og jeg lidt i min 'store kunstbog' for at se hvad byen kan byde på på det punkt. Der er i hvert fald Isenheimer alteret med korsfæstelse og det hele. Det gjorde stort indtryk på Viola og hun glæder sig ligefrem til st se det. Så meget, at hun svarede sådan her på Tux' vegne, da jeg spurgte om han skulle med: "Jaaaa! Jeg elsker at se på døde mennesker!!". Hm....

Og nu i bilen sidder hun og tegner og filosoferer, og har lige konkluderet, at gammel kunst bliver lavet ved at stå lang, lang, lang tid på en kommode. Sådan! Vi er klar.

Gode forslag

Så er det påske, og efter dage med dejligt familiebesøg er der stadig tid til en tur ud i det blå over weekenden+.
Til morgenmaden snakkede vi derfor om Alsace, hvilket fik Viola til at udbryde: "NU har jeg det! Vi tager til nordpolen!". "Aaarh...", trak vi forældre lidt på det. Der er måske lige i overkanten langt - og koldt. Det fik Viola til at tænke videre, og andet forslag lød: "NU ved jeg det! BURGERKING!!".

Men vi pønser altså på Colmar.

Tegnede fødder

I dag rendte hun pludselig rundt med bare ben. Jeg nåede at stoppe min egen umiddelbare irritation og forventning om en kamp om strømpebukser, og spurgte i stedet mere nysgerrigt til, hvorfor hun havde smidt dem. "Jamen, det var jo fordi jeg skulle tegne mine fødder", lød svaret. Og så blev mor stolt, for nu kan hun det her selv.


De er da fine...

Noget har hun alligevel hørt

Midt i aftensmaden siger Viola til mor:
"Flyt lige håret, mor"
???
"Flyt lige håret. Hvor er dine ører...?", siger hun så med et skælmsk smil.
Så hun skulle lige tjekke, om hun rent faktisk havde fået snakket ørerne af mig.

Godt spørgsmål

Hun spørger. Og spø'r og spø'r og spø'r...
For eksempel:
"Hvorfor fik Jørgen (=spørge-Jørgen) smæk, mor?"

Forleden bombarderede hun mig med spørgsmål uden at lytte til svaret, hvilket fik mig til at halvråbe: "Det ved jeg ikke, det ved jeg ikke, det ved jeg ikke!!!" For jeg vidste det ganske enkelt ikke.
Så kiggede violen undrende på mig og spurgte: "HVAD ved du ikke, mor??"
Suk...

Får får får?

Jeg skulle lige se, om violen kunne fange pointen i det lille ordspil: Får får får? Nej, får får ikke får, får får lam.
Så jeg sagde det til hende, og spurgte:
"Viola, får får får?"
Hendes svar lød: "Nej, de får gedekid!"