Den svære selvstændighed

Farmand stod klar og hentede os i lufthavnen i går. Det var rørende, ægte kærlighed og gensynsglæde mellem B &V. Vi voksne var da også glade for at se hinanden igen... ;-)

Inden vi gik ud af lufthavnen spurgte jeg den lille snart treårige, om hun skulle på toilettet. Flyets toiletter havde nemlig ikke levet op til V's standarter - og hun havde skam inspiceret dem begge, til trods for, at jeg havde sagt, at de var ens. Men det er jo lige pointen, at violen mener, at hun er meget tæt på at kunne klare sig uden mor. Således brølede hun der i ankomsthallen også op om, at jeg skulle blive stående og ikke følge med på toilettet!
Vi var endnu et stykke fra toiletterne, og Viola havde ingen pejling om, hvor de befandt sig, men alligevel lød det: "Nej, mor! Du skal IKKE gå med. Jeg kan SELV gå på toilettet".
Mor: "Jamen, du ved da ikke hvor de er?!".
Viola: "Jo! Du skal IKKE gå med!". Så steppede hun resolut ti meter væk og kvækkede: "Mor! Hvor er det henne?".
Suk...

Ødipus...?

Det er efter frokost og blodsukkeret er atter steget til behageligt niveau hos begge hunkønsvæsner i hytten. Viola kommer trallende, nynnende ind i soveværelset cirka sådan her: "hm...nananana... jeg leder efter prinsen...lalalala....prinsen på den hvide heeeeest...
Hun fanger godt min lette undren (for hvordan i alverden kommer sådan noget så naturligt ind i pigens leg?), og uddyber så lidt for sin mor: "Prinsen er lige på arbejde. Jeg venter og venter og venter og venter!! Han hedder Bo!"

Min solstråle i regnvejr

Vi cyklede af sted til Plys klub i formiddags i regnvejr. Ikke så slemt, men heller ikke lige en tur, der indbød til overskud og en masse hyggesnak fra min side...
Men skyerne lettede fra min lille verden, da vi passerede en æblelund og min kloge datter eftertænksomt sagde; "Mor, jeg tror æblerne bliver rigtig dejligt friske når det regner".

Det var ikke specielt morsomt eller genialt, men det blev sagt med så stor snusfornuft, at jeg ikke vidste hvilket ben jeg skulle trampe hårdest i pedalerne med af bare kærlighed til min pige.

Lidt om det sproglige

Nu er jeg godt nok mor'en, men alligevel... Viola taler utrolig godt! Og utroligt meget. Hun er i den vidunderlige alder, hvor det lader til, at alle formulerede tanker bare flyder ud gennem munden. Hun er så sjov at være sammen med! Men også anstrengende, for hun vil gerne have et publikum til at tage imod alle de myldrende tanker. Helst hele tiden.

På torsdag skal hun i krippe (børnehave) for 3. gang efter de to ugers indkøring. Hun har allerede suget noget af det nye sproglige til sig. Nu gør de voksne naturligvis en del ud af at sige visse ting meget tydeligt. Således tror vores kloge datter tilsyneladende, at "det et varmt" på schweizertysk skal siges meeeget tydeligt. Det er i hvert fald sådan hun nu siger det til os - og vi bliver jo hele tiden belært, rettet og korrekset af den toårige herhjemme. Hun ved nemlig GODT, hvordan verden er skruet sammen! Eller... det vil sige halvdelen af tiden. Den anden halvdel spørger hun hvorfor, hvorfor, hvorfor, hvorfor...

Men det smarteste vores datter har fundet ud af er nu, at man bare skal starte en sætning med "este", og så bliver det man vil sige automatisk til schweizertysk. Det er i hvert fald sådan hun gør. "Este, du må altså IKKE bruge min paraply, mor!"  Vi tror, at "este" er violsk for "es ist". Meget smart. Det er jo nærmest et trylleord; hokus-pokus, jeg kan schweizertysk!

Foruden trylleordet er der dog et vigtigt ord hun både kan sige på (høj)tysk og schweizertysk (foruden også på engelsk). Så det lyder nu ofte "nein!" eller "noet!", hvis hun lige synes, at ordet nej skal forstærkes lidt. Det skal det jo tit!

Købmandsbutik

Violen er meget glad for penge - ikke mindst GULD penge!

Det er søndag morgen og violen kommer stolt hen til sin far og siger "Se, jeg har penge!" - og holder en håndfuld mønter frem.
"Hvor har du dem fra?".
"Fra din pengepung!".
"Nej, det ved du godt du ikke må! Hvis jeg nu skal købe noget mælk, så har jeg jo slet ikke nogle penge at give kassedamen".
"Jo, det må jeg faktisk godt - for jeg lod nogle ligge!" - og ganske rigtig så lå der to små mønter tilbage. Hmm, så den var hun også forberedt på.

Lidt senere starter en af yndlingslegene: "Butik".

Violen: "Butikmand, hvad kan jeg købe?"
Faren kigger rundt på bordet og finder violens svømmebriller: "Nogle svømme briller! De koster fem frank".
Violen: "M-m-m...to! Sådan her" (imens hun holder to fingre frem)
Faren: "OK"
Violen tænker og tænker mens hun holder sin håndfuld af mønter tæt til kroppen.
Så lister hun stille væk - vender sig om og siger: "Nej far, vi skal slet ikke lege butik - jeg skal bare have mine svømmebriller uden det koster noget!".

Ja, legen er nu en gang sjovest når det er violen, der modtager pengene!